Otte fatale fotofejl på Tinder

af Birgitte Amalie Thorn

Du signalerer noget med dine billeder

Har du prøvet en datingapp som Tinder, så har du sikkert rystet vantro på hovedet over nogle af de billeder, folk lægger på deres profil. Ikke alle mennesker er lige skarpe til at vurdere signalværdien i billeder. Det er faktisk lidt af et benspænd i en app, hvor fotos bare er enormt afgørende for, om vi får chancen. Om vi så kan lide den sandhed eller ej.

Jeg har selv været der og har tit vendt sagen med mine singleveninder. Bedst som vi morede os over andres billeder, kom tvivlen snigende: Begik vi i virkeligheden de samme fatale fotofejl som dem? (Afsløring: Det gjorde vi). Vores samtaler og erfaringer resulterede i en liste over brølere, man bare bør undgå på Tinder og datingsites. Samme liste fandt siden vej ind i min humoristiske chicklit-roman Langt fra Leverpostej, hvor singlelivet kommer under (k)ærlig behandling.

Her er listen over fotofejl, du skal undgå

Sharing is caring, så derfor får du nu en udvidet udgave af listen over vores fotofadæser. Den kan bruges af både kvinder og mænd, selvom nogle fejltyper nok taler mere til ét køn.

Listen serveres med rigelig satire, for det kan ærligt talt være hårdt nok at spille Tinder! Tænk på det som Emma Gad for datingapps. Forhåbentlig får du et godt grin – og måske også et par tips til dine egne billeder.

1: Snapchat-filtret

Vi lægger ud med udseendet. Med mindre du søger et match, der har en fetich for kaninører og knurhår, så drop Snapchat på Tinder. For hvem har egentlig lyst til at have sex med en Disney-figur? Især for mænd kan det her være den sikre vej til at kastrere sig selv i kvindernes øjne. Samme forsigtighedsprincip gælder i øvrigt alle typer forskønnende filtre. Du kan (desværre) ikke gennemføre jeres første kaffedate iført filter.

2: Fotoet fra fortiden

Vi har alle sammen det billede med nogle år på bagen, som vi er så glade for. Billedet, hvor alt gik op i en højere enhed. Men formålet med en datingprofil er trods alt at mødes i virkelighedens verden. Derfor bliver det let et selvmål at smykke din profil med billeder fra dengang, du stadig havde hår, eller dengang de der ti ekstra kilo ikke havde fundet dig endnu.

3: Den hemmelige krop

Det kan være fristende kun at lægge billeder ind af dit ansigt. Især hvis du ikke er fan af din krop for tiden. Forskerne har faktisk fundet ud af, at ansigtet er den kropsdel, vi bedst kan lide – måske fordi vi ser det i spejlet hver dag. Men Tinder er nu engang visuelt orienteret. Derfor fremstår du hurtigt, som om du prøver at skjule noget, hvis du ikke lægger et billede i hel figur ind. Og husk: Du behøver jo hverken vise kavalergang eller bar overkrop.

4: Vinkelkatastrofen

Et simpelt tip: Sørg for, at dine billeder er taget fra en flatterende vinkel. Et skrækeksempel er personen, der er fotograferet nedefra, så vi rigtig kan nyde synet af de utrimmede næsebor. Alternativt en dobbelthage. I samme kategori som vinkel er lys. Undgå dunkel belysning, der kan give seriemorder-associationer (især hvis du er mand). Sky også belysning, der giver dig trætte poser under øjnene.

5: Lokumsselfien

Lad os nu tage fat på de typer af motiver, der er no-go. Af uforklarlige årsager er toilettet et yndet rum at tage selfies i. Og badeværelsesspejlet virker da også praktisk til det kropsbillede, jeg lige har prædiket, at du skal knipse. Men hvem har lyst til at tænke på sure håndklæder og toiletpapir i datingsammenhæng? Helt galt bliver det, hvis lokumsselfien foregår iført undertrøje og spændte biceps (mænd) eller duckface (kvinder).

6: Potensforlængeren

I en barsk datingverden føler vi let, at vi ikke er gode nok. Måske derfor lader nogle sig fotografere foran en stor bil, et fancy sommerhus eller anden form for potensforlænger. Og ja, onde tunger vil mene, at det især er mænd, der begår den her. Men husk: Vi vil alle sammen bare gerne date et menneske. Ikke en Audi eller en svensk ødegård.

7: Børnelokkeren

Rigtig mange datere har børn fra tidligere forhold. Det er helt naturligt, at du gerne vil sikre sig, at potentielle matches er indforstået med dét. Nogle bruger også børnebillederne til at signalere, at de er gode til børn og måske ønsker flere. Igen helt fint.

Men derfor er der jo ingen grund til at have dine børn som første profilbillede. I det hele taget bør afkom-fotos begrænses. (Her taler jeg især til dig, kvinde). Du risikerer at overvælde potentielle matches med tanker om 7:7-ordninger, madpakkesmøring og småbørn i dobbeltsengen. Vær ærlig om, at du har børn, men husk, at din datingprofil handler om dig, ikke dine børn.

8: Vennemagneten

Vi lever i en tid, hvor der er prestige i at være social og udadvendt. Derfor gør vi ofte meget ud af billeder, der viser, at vi har venner. Igen er kodeordet mådehold. Undgå især at lægge et fællesfoto ud som første profilbillede. Du risikerer at frustrere potentielle matches, der ikke aner, hvem der er dig på billedet. Husk at swipe-fingeren sidder løst, så regn ikke med, at folk pligtskyldigt gennemgår alle dine billeder.

Lad os hjælpe både os selv og hinanden

Måske mærker du modstand ved tanken om at blive bedømt på dit udseende eller det, dine billeder fortæller om dig og dit liv. Men tænk over det – det er ikke så anderledes fra måden, vi vurderer hinanden på nede på den lokale i byen.

Jeg har aldrig sagt ligeud til en fyr, jeg var på første date med, at jeg følte mig snydt af hans billeder. Til trods for at jeg jævnligt har haft den tvivlsomme fornøjelse. Men hvor ville jeg ønske, jeg havde turdet – altså på en pæn måde. Der er i det hele taget en mangel på ærlig og konstruktiv feedback i Tinder-land. Hvis bare vi tør åbne munden, kan vi måske blive bedre til at hjælpe hinanden på vej i datingjunglen. Dele erfaringer og tips, så vi langsomt bliver klogere, indtil den dag, hvor det rette match falder for synet af os og bider på. For så kan vi nemlig komme videre til det, det virkelig handler om: at lære hinanden at kende.

Kh. Birgitte Amalie

Bogen Langt fra Leverpostej kan købes på nettet –> Langt fra Leverpostej