Vær stolt af din singlepest

af Charlotte & Birgitte

Vær stolt af din singlepest

Enhver, der har prøvet at være single igennem længere tid, har mærket det: Omverdenens undren og bekymring på dine vegne. For ”sådan en sød person som dig kan da ikke være single!?” Og ”tror du ikke også, du er lidt for kræsen?” Ofte kommer den slags velmente kommentarer fra dine allernærmeste, for eksempel til familiesammenkomster. Men udover at du risikerer at blive så irriteret, at du mest af alt har lyst til at stikke din gaffel i øjet på din snagende bordfælle, kan det faktisk også være temmelig udmattende i længden, at andre sådan har en holdning til dig og dit liv.

De er ikke helt trygge ved dig

Men hvorfor er det sådan? Hvorfor kan omverdenen ikke bare lade dig være single (om du så er det selvvalgt eller ej) og lade dig leve dit liv? Mange af os kender til at vende den her problematik med en singleven(inde) over en kop kaffe. Vi er selv to kvinder fra Aarhus – Charlotte og Birgitte – der begge har haft mange års erfaring som evighedssingler. Vi endte med at søge svar på det her på lidt alternativ vis i form af den humoristiske chicklit-roman Langt fra Leverpostej, som vi netop har udgivet efter et helt års skriveproces og samtaler med andre singlekvinder.

Romanen og hovedpersonen Emilie fra Aarhus er fiktion, men handlingen er inspireret af vores egne og andres oplevelser og refleksioner omkring singleliv. Omdrejningspunktet er det, der også optager os to allermest i de her år, hvor vi befinder os i trediverne: Hvordan tackler du det, hvis du ikke passer ind i skabelonen for, hvor langt du skal forestille at være nået i dit liv, og de andre bare ræser derudad med hele leverpostejspakken i form af villa, volvo og vovse?

Svaret, vi nåede frem til undervejs, er, at din satte omgangskreds først og fremmest er bange. Vi kommer ikke uden om, at det at være en del af et par stadig er normen, som vi måler alt op imod i Danmark – hvilket egentlig er paradoksalt, når nu vi bliver flere og flere singler. Dén norm betyder, at du per definition bliver en form for paria som single. Du er ”halv” og ikke i mål endnu. Desuden fristes man til at sige, at du som single er at betragte som et løsgående missil; du kan jo rende og lave alverdens ravage (og måske endda bryde ind i andres forhold), så længe du ikke er afsat!

Det lyder langt ude, og det er også trukket skarpt op. Men det forklarer, hvorfor mange, der selv er i parforhold, næsten ikke kan rumme, at du ikke er det, og hele tiden lige skal hen og pille i, hvorfor du lever alene. Inklusiv at forsøge at sætte dig op med denne rædselsvækkende person efter den anden, som du ”bare vil passe helt perfekt sammen med”.

Vi fandt på et selvironisk ord for den her følelse i vores bog: singlepest. Af og til kan det nemlig godt føles, som om man som single lider af en farlig sygdom, som især forholdsfolket er bange for at blive smittet med. Tænk over det; vores samfund forbinder ikke ligefrem singlestatussen med noget positivt. Hvornår har du sidst fået følgende reaktion, når du fortæller, at du ikke har nogen kæreste: ”Nej, hvor fedt! Ih, hvor dejligt for dig!” Nej, vel?

Hvor blev respekten af? (For medlidenheden kan de godt pakke sammen igen)

Det, man som single kan savne, er gensidig respekt for hinandens civilstatus og livsvalg i det hele taget. Uanset om de livsvalg drejer sig om et liv som single over sat, egen virksomhed over 8-16 eller byture og fest og farver over leverpostej og ligusterhæk. Som single spørger man jo ikke folk i parforhold, hvordan det går med deres kærlighedsliv, eller om de har husket at være kræsne nok. Men af uransalige årsager går det ikke den anden vej; som single kan det godt føles, som om du ikke er fritaget for at svare, når du selv får dens slags halv-intime spørgsmål. Men hvem har egentlig bestemt, at det skal være sådan?

Er du selvvalgt single, er omverdenens manglende forståelse og respekt irriterende. Er du ufrivilligt single,  kan det føles direkte sårende. Men det råber man sjældent højt om, for – som Emilie formulerer det i vores bog – så orker man bare ikke tudefesten, folks medlidende blikke og ”du skal nok finde en”-peptalks. Så man skruer smilet på og dækker sig ind bag humor uden at forstå, at man i virkeligheden gør sig selv en bjørnetjeneste.

Måske er det på grund af den her følelse af ydre modgang (eventuelt oven i besværet med at finde den der partner), der gør, at du kan føle dig svigtet, når en nær singleveninde pludselig møder kærligheden. For hvad så med dig og det, I to havde sammen? Sådan ”jer to mod verden”. Det er et åbent spørgsmål, om man kan tillade sig at føle sig forladt, når den slags sker, men uanset hvad er det en meget almindelig følelse. Og igen: Det råber man bare ikke højt om.

Generation anti-commitment

Der er kort sagt udfordringer nok i Singleland. Nu skal det jo ikke være ren pegen fingre, for af og til er vi singler jo også ret så gode til at lægge hindringer i vejen for os selv i jagten på kærligheden. I vores moderne datingkultur er datingapps som Tinder centrale. Her er paradokset, at samtidig med at det aldrig har været lettere at komme i kontakt med nogen, har det heller ikke været sværere.

For vi mennesker er nu engang sådan indrettet, at hvis vi præsenteres for en stor buffet, så vil vi helst smage det hele. Eller som Emilie siger: Tinder må være datingens svar på Just Eat. De fleste, der har prøvet at bruge datingapps, kan genkende følelsen af, at mange i dag er bange for at binde sig – at de (og vi) er bange for at blive begrænsede frem for berigede ved at investere i bare én person. Dér skylder vi os altså selv og hinanden at blive bedre til at have is i maven og tillid til, at satset på den ene person kan blive til noget rigtig godt.

Og ja, noget af det, vi skriver her, er selvfølgelig sat på spidsen. Men det ændrer ikke på, at nogle gange er det bare sådan, det føles. Så hvad gør du ved det? Jo, ser du: Du bliver bevidst om, at du lader det her ske og lærer at sige fra over for din omverden. Og så fortsætter du ellers med at leve dit liv, mens du stille og roligt insisterer på retten til at gøre det, som netop du har lyst til – også selv hvis det bliver uden partner og leverpostej.

Mange kærlige hilsner

Charlotte & Birgitte

Bogen Langt fra Leverpostej