Kan du ærligt sige: ”Ingen kommer til skade i jagten på min eneste ene”?

af Marie

 

behandl andre, som du gerne vil behandles...

Du ved, ligesom den tekst, der står, hvis der f.eks. har været dyr med i en film?

 

Kunne du skrive under på den kontrakt, hvis nogen lagde den foran dig?

 

Vi skal passe på hinanden, mens vi jagter kærligheden!

 

Jeg er ærlig talt ikke særlig begejstret for ordet jagt, når det bruges sammen med ord som f.eks. kærlighed. Men når alt kommer til alt, er det jo det mange af os gør. Jagter kærligheden.

Den moderne single står som en hund, der jagter sin egen hale. Rundt og rundt om søerne i København, på kaffebarer og i kajakklubber landet over, uden måske helt at være bevidst om hvad det er vi søger, hvorfor og om det egentlig er noget vi først skulle finde i os selv.

 

Denne jagt på kærlighed, nærvær, sex, passion og opmærksomhed, eller hvad vi nu individuelt leder efter, bliver en ego-mission, uden omtanke på dem, som bliver trådt på i vejen til at finde det eller den. Vi har for travlt med os selv! Hvad JEG skal have, hvad JEG mangler og hvad der er nemmest og rarest for MIG. Så travlt at vi ikke har ”tid og overskud”, til at tage det ansvar der kommer når man er i en relation med et andet menneske, starter en ny, eller afslutter den.

 

Da jeg læste dette blev jeg mundlam, (men desværre ikke overrasket)!

 

Den anden dag læste jeg, på en anden blog af Parterapeut Martin Østergaard, at hans svar til, hvorfor mænd forsvandt uden nogen forklaring, var:

 

Mange mænd undlader at tage denne snak med kvinden, fordi han ligegyldigt, hvordan samtalen ender, selv ender med at have det skidt.

Og så vil han hellere slippe for at have det skidt. Det betyder så, at han i stedet efterlader kvinden i en relativt skidt og uforløst situation.
Ikke særlig gentleman-agtigt, nej, men realiteten.

 

Mottoet er:
Hellere lidt dårlig samvittighed på afstand end en åben kamp.
Det kunne jo også være, at man kunne komme tilbage, hvis der ikke lige var noget andet at sætte tænderne i natten mellem fredag og lørdag

 

Er det kun mændene der skal tage sig sammen?

 

Nu er dette et eksempel med mænd, der undviger ”den svære samtale”, men dette er lige så meget til kvinder. For hold nu op, vi kan være stride og gøre præcis det samme!

 

Vi bliver simpelthen nødt til at skrue gevaldigt op, alle sammen, for empatien, for medfølelsen og for respekten. Det skylder vi hinanden og kærligheden, som vi jo så gerne vil finde.

 

 

Gør nu det rigtige, i stedet for at gøre det nemme!

 

Så nej det kan godt være, det ikke er nemt at skulle afvise et andet menneske. At gøre nogen kede af det. At bruge tiden på en samtale som er svær, når det er nemmere at lade være og i stedet tænde for netflix eller swipe videre til næste match.

 

Men det er rent faktisk en del af dit ansvar at efterlade personen i mindst lige så god stand, som da du mødte dem. Og tænk, tænk hvis du efterladte dem med en endnu større tro på kærligheden og på det gode i andre. For det kan faktisk godt lade sig gøre – Altså at afvise et andet menneske og efterlade dem i god behold. Det er tit det, der sker, når man viser andre folk den respekt, de fortjener ved at slutte noget af på en god måde.

 

(Når det er sagt kan vi aldrig styre hvordan andre føler, tænker og reagerer. Men jeg tror og håber I forstår min pointe).

 

Hvis du er voksen nok til at indlede en relation, skal du være voksen nok til at afslutte den

 

Så svar nu de beskeder, (også på Tinder, Happn og hvad det alt sammen hedder). Der sidder rent faktisk én i den anden ende og venter, som måske har overskredet en grænse ved at tage første skridt.

 

Sig nu pænt tak for en hyggelig aften. Sig at den rigtige følelse ikke var der, og at du ønsker dem det bedste på deres rejse. Hvis det er sådan, du har det.

 

Vær ærlig! Meld ud, hvad det er, du forventer af den relation, I er ved at bygge.

 

Der skal faktisk ikke meget mere til.

 

Konsekvenserne hos det andet menneske, hvis vi ikke gør det er at de opbygger en hårdhed til omverden, en forhøjet frygt, en manglende tillid og tro på sig selv, på at kærligheden findes og på det gode i det andet køn. Og ja, vi kan godt gå hen og være ligeglade, men det ville da være dumt, når det vi inderst inde søger som mennesker er samhørighed. Og ægte samhørighed får du ikke uden at folk tør åbne sig op, give sig hen som den de er og være sårbare. Noget som ikke bliver nemmere, med en bagage af dårlige oplevelser.

 

Kontrakten

 

Så nu lægger jeg kontrakten foran dig, og jeg vil blive så glad, hvis du har lyst til at skrive under:

 

Jeg ……….. lover, at jeg vil gøre mit til at ingen kommer til skade i min jagt på kærligheden.

 

Gør dit bedste, der er ingen af os, der er eksperter i det her. Så tag det kærlige valg og behandl andre, som du selv vil behandles. Den er vist ikke længere end det.

 

Kærligste hilsner

 

Marie

 

www.kærligevalg.dk

 

https://www.instagram.com/kaerligevalg/