Hvordan drama i dit kærlighedsliv suger din energi – og 4 trin til at gøre dit liv til drama-fri zone

af Pia Loulou

Rod og drama i kærlighedslivet tager alt energi

 

Er dit kærlighedsliv fyldt med rod, problemer, drama eller tårer? Så er denne historie til dig:

“Du skal have kæmpe ros for din ekstremt flotte håndtering af bilag, der var nogle enkelte som var der dobbelt, men der manglede ingen, og det var ekstremt nemt at håndtere.”

Sådan skrev min bogholder til mig en dag, da hun havde lavet mit moms-regnskab.

Det er sjældent, at folk har rost mig for at have styr på tingene eller for at have udpræget ordenssans.

Nok mere det modsatte.

Men med alderen (38 år) har jeg vist endelig indset, at:

 

Drama og rod tager min energi.

 

Rod i mine pengesager tager en masse energi.

Ligesom rod i mit hjem gør.

Og der hvor det er mest tydeligt for mig:

Drama og rod i mit kærlighedsliv tapper mig fuldstændig.

At gå og vente forgæves på sms’er fra en mand, der er sådan lidt halvlunken, mens jeg drømmer om vores smukke fremtid sammen, er SÅ drænende.

Tvivlen – vil han mig eller vil han mig ikke – suger liv ud af mig.

Men jeg vidste det ikke – eller lagde ikke mærke til det.

For jeg troede, at det var sådan, det bare var.

 

At det med mænd bare skulle være sådan lidt kompliceret.

 

I kærlighedsfilm og -bøger roder de altid rundt og misforstår hinanden, inden de lever lykkeligt til deres dages ende. Har du lagt mærke til det?

 

På en eller anden måde opfatter mange af os ”stormfulde” forhold med mange konflikter og dramaer – f.eks. blandt kendte mennesker – som noget romantisk.

Så måske er det klart, at jeg troede, det bare var sådan, det skulle være…

Nu, hvor jeg gennem de seneste 10 år som single har undersøgt mine tanker og mønstre omkring mænd og kærlighed, er der fred indeni mig på det område. Og jeg mærke, hvor meget energi jeg brugte på at tænke på de mænd, jeg datede, tidligere.

Nu tager jeg nogle gange mig selv i at tænke, at mit liv nærmest er helt kedeligt.

Fordi kontrasten mellem dengang og nu er så STOR.

 

I dag er mit liv (stort set) drama-fri zone.

 

Ved at arbejde med mine tanker om kærlighed og parforhold er en kæreste gået fra at være en nødvendighed for at være lykkelig – til at være en mulighed i mit liv.

 

Det er ikke noget, jeg har arbejdet målrettet mod, for jeg vidste simpelthen ikke, at det var muligt. Jeg troede, at den eneste måde at opnå den fred og livsglæde på, var ved at finde en kæreste.

Derfor er min drøm en verden, hvor kvinder som dig og mig har fred indeni – uanset om der er en mand i vores liv eller ej.

Jeg har lyst til at dele de 4 vigtigste skridt, jeg selv har taget på min rejse:

 

4 trin til at finde fred med kærlighed

 

1. Tag en bevidst beslutning om at droppe dating og mænd i en periode, så du kan mærke DIG.

2. Brug tiden bevidst på at finde ud af, hvad der gør DIG glad.

3. Stop med at fokusere på, hvad du tror, du skal være, for at en mand vil kunne lide dig. Fokuser på at kunne lide dig selv – og hvad du kan lide.

4. Find DIN sandhed om kærlighed – undersøg, om dine tanker om kærlighed og parforhold virkelig er sande. Læs bøger, uddan dig selv inden for kærlighed og selvudvikling. Måske passer du slet ikke ind i et traditionelt forhold? Måske opdager du en helt ny form for frihed?

 

 

Pia Loulou er kvinden bag bogen, "Den dag jeg stoppede med at græde over mænd"

Pia Loulou er bl.a. forfatter til bogen ”Den dag jeg stoppede med at græde over mænd – 23 hemmeligheder, halve sandheder og hele løgne om kærlighed og dating” – du får 5 kapitler fra den her uden at betale en krone >> https://loulouslibrary.dk/klub/

 

Pia Loulou er også kvinden bag Loulou’s Library – et site for kvinder om, hvordan du udforsker dig selv, dine drømme og kærligheden, mens du er single.